Furs erhvervsliv løfter sig i samarbejde

Selvom man er en lille ø, kan den fælles identitet og et stærkt samarbejde løfte erhvervslivet.

I disse dage er ni af Furs virksomheder taget sammen til Herning for at bygge en fælles Fur-stand, hvor øens mangfoldige erhvervsliv skal brandes på Skandinaviens største feriemesse Ferie for Alle.

At virksomhederne brander øen på én samlet stand illustrerer det særlige sammenhold, der kendetegner Furs erhvervsliv. Er der fyldt op til spisning på én restaurant, henviser man gæster til andre af øens spisesteder. Man låner mad og personale af hinanden, når det brænder på. Det samme gør sig gældende for overnatningssteder; mangler man en seng, sender man gæsterne videre til sine ø-kolleger.

“På Fur ser vi hinanden som et supplement,” lyder det fra Jørgen Christiansen, der driver Café På Herrens Mark. “Vi ser ikke hinanden som konkurrenter, men som støtter for hinanden på øen.”

Café På Herrens Mark er en af de ni virksomheder, som er i gang med at bygge Fur-standen op i Herning. I fire dage går de lokale virksomheder op og ned af hinanden. Der bliver udvekslet idéer og sparret på virksomhedsdrift, men det handler i høj grad om det sociale og sammenholdet.

“Man lærer hinanden at kende. Når vi først åbner for sæsonen, ser vi ikke hinanden i et halvt år. Hvis ikke vi arbejder, så sover vi. Derfor er det vigtigt, at vi får samlet op på de her ting,” siger Jørgen Christiansen.

Indsatsen går ud på at brande hele øen, derfor ligger der på standen også en lille Fur-pose med brochurer og flyers fra de dele af Furs erhvervsliv, som ikke er med.

 

Standpladsen har Furs virksomheder overtaget fra Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter, som har givet et tilskud til det fælles projekt samt sponsoreret flere bannere til limfjordsøens stand. Derudover er det kræfter i Furs erhvervsliv som har sikret den lokale opbakning fra ni virksomheder, der alle har givet et beløb for at deltage. Samtidig har man søgt og fået fondsmidler, så det samlede budget på 100.000 kroner hænger sammen.

De ni virksomheder, der deltager i Furs stand på feriemessen er:

Fur Bryghus, Fur Camping, Fur Færgekro, Café På Herrens Mark, Fur Museum, Furkunst, Fur Turistforening, Fursund Færgeri samt Fur Ø Gaardbutik.