Sejlmager Maria Øgaard Madsen

Har du en kandidat til prisen som ÅRETS IVÆRKSÆTTER PÅ FUR 2020?

Det er Fur Udviklingsråd, der indførte iværksætterprisen sidste år, hvor det var Limfjordens Sejlmageri ved Maria Øgaard Madsen, der modtog prisen. Hvem skal kandidere til prisen i år?

Prisen tildeles personer eller virksomheder, der har gjort en særlig indsats – enten ved at etablere en ny virksomhed på Fur eller for at udvikle en eksisterende. Det er altså ikke nok at oprette et cvr-nr. Virksomheden skal have demonstreret sin levedygtighed. Derfor uddeles prisen i 2021 til den virksomhed, der gjorde en forskel i 2020. Virksomheden skal også fremstå som et godt eksempel og forbillede.

Hvis du har et forslag, så indsend det til formanden for Fur Udviklingsråd på johnfur@fibermail.dk inden udgangen af maj sammen med en begrundelse for, hvorfor lige præcis den virksomhed fortjener prisen.