Vi gjorde det

De senere år har Fur fået flere tilflyttere, som har etableret en ny tilværelse på øen i Limfjorden. Her kan du møde nogle af dem og læse deres historier om, hvordan de har bygget et liv op på Fur – både hvad angår job, bolig eller realiseringen af eget erhvervsprojekt.

 

Rebekka og Christian tog springet fra Vanløse til Fur

Foto: Knud Peder Jensen

 

Historien om, hvordan Rebekka og Christian fandt vejen fra Vanløse til Fur, er historien om et ung, veluddannet par, der gik med tanker om at bryde op og slå sig ned et sted, hvor de kunne realisere en anden livsstil og deres kreative interesser.

Efter at have været med på Træf Fur i oktober 2017 gik den arkæolog-uddannede Christian og laborant-uddannede Rebekka nærmest straks i gang med at pakke flyttekasserne. Parret flyttede til Fur d. 20. januar 2018.

Annonce i Ud&Se

Fur dumpede ind i parrets liv ved et tilfælde. En dag fik Christian øje på annoncen om Træf Fur i DSBs blad Ud&Se. Det var jo lige det!

Sammen med 17 andre deltog Christian og Rebekka i det to dage lange Træf Fur-arrangement og faldt pladask for øen. Parret kunne i den grad se sig selv som bosiddende og initiativtagere til nye jobs. Det var ikke bare én ting, der gjorde det, men en palet af forhold: Naturen og vandet med de mange muligheder, det levende og indbydende lokale miljø, ligesindede unge tilflyttere, spændende ledige ressourcer og mange potentialer for erhverv. På Træf Fur fik de allerede mange ideer om, hvad de kunne komme til at leve af på øen.

Furs netværk fandt lejebolig

En hurdle var der dog: Rebekka og Christian havde ikke de store penge til at købe en bolig for, og de ville også gerne kunne polstre sig lidt bedre, før de kunne kaste sig ud i et nyt erhvervsprojekt. Det lokale netværk slog til og fandt straks en nyistandsat, billig lejlighed til det unge par.

Nu var banen klar, lejligheden i Vanløse blev opsagt, og de tog afsked med deres arbejdspladser i hovedstadsområdet. På kort tid er Rebekka og Christian blevet en del af det dynamiske liv på Fur med en spændende fremtid foran sig. At Rebekka allerede 1. marts kan begynde i en stilling som kvalitetsmedarbejder hos den lokale industrivirksomhed Imerys, vidste de ikke, da de traf den store beslutning om at flytte til.

Rebekka og Christian vil gerne fortælle mere, du kan kontakte dem på: rebekkabusk@gmail.com eller på telefon 2294 8778.

 

oOo

Nanna og Erik flyttede fra København til Fur

“Tænk at have et spisekammer lige her – der er østers og blåmuslinger”.

“Så var der en ordentlig ørred på krogen til aftensmaden” “Det er dejligt at være barn på Fur”. Nanna og Erik foræller om deres nye liv på Fur.

Nanna Jo Johansen og Erik Wind Andersen flyttede fra Nørrebro til Fur i 2014. Nanna, der er BA i dansk, drømmer om en hverdag med plads til både ambitioner og tid til familielivet med to små børn og venner. Som hun siger har hun på Fur ”tid og ro til bare at være”.

Bløde trafikanter på vej til job

Erik er ingeniør på en af Furs molerfabrikker, hvor han arbejder med energi og miljø. Han cykler til jobbet nyder at møde andre bløde trafikanter – ikke mindst rådyrene.

Havørred i haven

Naturen og drømmen om livet med spisekammeret Limfjorden som nabo, med hængekøje og høns i haven er gået i opfyldelse er gået i opfyldelse på Fur. Erik fortæller om en dag, han gik ned for enden af grunden med sin fiskestang og efter et par kast trak han en havørred ind. Nanna siger: ”Det er da fantastisk, at vi kan gå ud i fjorden og samle alle de østers og muslinger, som vi kan spise. Det har vi stor fornøjelse af, når vi har besøg af vennerne fra København”.

Flere unge naboer

Parret drømmer om, at der i fremtiden er flere unge familier, som bosætter sig på øen. “Her på Fur er der en stærk fællesfølelse og nogle fine lokale initiativer på tværs af aldre. Vi er begge aktive i Furs foreningsliv. Vi drømmer om at dele og drage nytte af disse værdier sammen med endnu flere..”.

Kom til Træf Fur og få inspiration og sparring til, hvordan du kan udleve dine drømme på Fur.

Nanna og Erik vil gerne fortælle mere, og du kan kontakte dem på: winderik@hotmail.com og nannajo@hotmail.com eller på telefon: 25345925 og 60256562

oOo

 

Berit er sprunget ud som selvstændig

Berit Andersen kom sammen med sin mand, Jørgen og tre børn til Fur i 1999. De ønskede mere ro, og at være tæt på naturen. I begyndelsen pendlede Jørgen til Silkeborg, men blev så leder af en døgninstitution i Skive.

Fra pædagog til iværksætter

Berit blev ansat på Fur i 1999. Hun er uddannet pædagog, har været med i opstarten af børnehaven og blev senere støttepædagog i Skive Kommune. Sideløbende har hun uddannet sig som kraniosakralterapeut og har nu praksis på Fur og i Breum.

Berit fortæller: ”I 2013 byggede vi et galleri, værksted og klinik hjemme. Omdrejningspunkter for min kunst er dels rakubrændt keramik, dels ofte drivtømmer, som jeg selv finder på Furs strande. Jeg begyndte at lave moderne Ikoner, og jeg blev så bidt af keramikken. Samtidig kan jeg i kraniosakralterapien fundet en fantastisk behandlingsform, der gør at jeg stadig kan arbejde med at hjælpe mennesker. Jeg har nu så megen gang i min egen forretning, at jeg kan nøjes med 15 timer om ugen som ansat. Mit mål er at blive selvstændig på fuld tid.”

Drømmen blev skabt og blev til virkelighed på Fur

Spørger man Berit om forskellen på byen Aarhus og ø-livet, svarer hun: ”Jeg ved ikke om det havde været muligt at realisere disse drømme, hvis vi var blevet i Århus. Det var først da vi flyttede, at jeg begyndte at drømme om at arbejde med ler. På Fur fandt vi et stort hus og stor grund, til rimelig pris..

Ikke konkurrenter men hinandens støtte

Berit fortæller, at på Fur støtter man op: ”Vi føler vi, at alle her hilser nyt meget velkommen, og prøver at støtte op om mit galleri og klinik. Som selvstændig er det så unikt på Fur, at vi alle prøver at hjælpe hinanden. Vi er gode til at henvise til hinanden, og hjælper hinanden hvor vi kan, og vi føler os ikke som konkurrenter”.

Kom til Træf Fur og få inspiration og sparring til, hvordan du kan udleve dine drømme på Fur.

Berit vil gerne fortælle mere, og du kan kontakte hende på: berit@furikon.dk eller telefon: 3051 0280.

oOo

 

Faldt pladask for øen

Fra Fur Bryghus til fodplejer og fuger

“Vi havde planlagt at lægge vores liv om. Og faldt pladask for den skønne, skønne natur og menneskene”. Jørgen og Conni faldt også pladask for deres nye hjem. Conni fik med det samme deltidsarbejde på Fur Bryghus.

De har oplevet masser af opbakning til at starte op som selvstændig på øen. Jørgen har startet firma inden for byggebranchen, mens Conni nu er selvstændig fodplejer.

Hør og se Jørgen og Conni fortælle om, hvordan en campingtur i 2011 blev til et rigt liv på Danmarks skønneste ø.

Campingtur blev til nyt liv på Fur

Conni og Jørgen Jeppesen tog på campingtur i Påsken i 2011. Turen gik til Fur og to år efter i 2013, rykkede de teltpælene op og flyttede fra Viborg-kanten til øen. Parret have ”snuset” i et par år – også flittigt via øens hjemmeside FurNyt.dk, De fortæller:

”Vi faldt pladask for øen, naturen og menneskene her. Da vi gik med overvejelser, om at lægge vores liv om, faldt det naturligt, at det skulle være på Fur.”

Hurtigt i job

Conni fik hurtigt deltidsjob på kontoret på Fur Bryghus og kort efter også weekendjob på Fur Museum. Jørgen pendlede i begyndelsen til Viborg. Senere fik han industrijob på fastlandet kun 300 meter fra færgen.

Fur Bryghus og fodplejer

I begyndelsen boede de til leje på Fur, men købte de et lille landbrug midt på øen. De har renoveret ejendommen, og er nu begge sprunget ud som selvstændige. Conni er uddannet Lægeeksamineret Fodplejer og har sin egen klinik, som hun driver ved siden af deltidsjobbet på bryghuset. Conni fortæller, at hun nyderat pleje fødder for både sine faste kunder, de der kommer og dem, der vil gøre lidt ekstra for sig selv. Der kommer også en del sommerhusgæster, som vender tilbage til Fur og til klinikken.

Billet til iværksætterlivet

Jørgen er sprunget ud som selvstændig indenfor byggebranchen. Hans kunder er i hele Midt-, Vest- og Østjylland. Jørgen ser ikke den hyggelige korte færgetur som hindring. Han siger: ”Når man bor på Fur, koster færgebilletten mindre end en billet til bybussen.”.

Aktiv ø – men også fred og ro

Connie er en del af øens rige foreningsliv og er med i flere bestyrelser. Hun fortæller, at de som tilflyttere er blevet taget rigtig godt imod: ”Vi nyder begge, at deltage aktivt i mange af øens mange arrangementer- hele året rundt. Og vi synes Fur er et dejligt sted at bo. Her kan man både være med i mange forskellige aktiviteter og finde fred og ro. Der er masser af spændende, skøn og smuk natur lige uden for døren, og så er her dejligt at have sin virksomhed.

Kom til Træf Fur og få inspiration og sparring til, hvordan du kan udleve dine drømme på Fur.

Connie og Jørgen vil gerne fortælle mere, og du kan kontakte dem på: cwjeppesen@gmail.com og mail j.hjortgaard@gmail.com . Eller på telefon 40412585 og 51316065

oOo

 

Fuldblods iværksætter er flyttet til Fur

Fur har det hele

Lisbeth og Jørgen er flyttet “På Herrens Mark”, som du måske husker fra TV, da Anne Hjernøe og Anders Agger var forbi.
Du kan også udleve dine drømme hos os.

I 2010 blev Jørgen Christiansen kåret som årets iværksætter i Favrskov Kommune.

Nu bor han på Fur. En fuldblods iværksætter er flyttet til øen.

Jørgen fortæller: ”Den 1. april 2017 flyttede Lisbeth og jeg til Fur.  Vi flyttede fra Viborgegnen, fordi drømmen om en Cafe – kunstbutik, samt B&B let kunne opfyldes på Fur. Vi solgte hus, opsagde jobs og flyttede uden at have en plan B, for vi er sikre på, at det vil gå godt.”

Ordene bliver sagt med stor sikkerhed. Det forstår man bedre, når man har besøgt Cafe Herrens Mark, der ligger midt på Furs højeste bakke med en fantastisk udsigt.

Selve cafeen kan rumme 48 gæster, hertil kommer yderligere 35 gæster ude på terrassen med den store udsigt over sydfur til Salling og Himmerland mod øst.

Cafeen er kendt for sunde pandekager med forskellig slags fyld, og søde dessertpandekager med is og årstidens bær m.m.
Der er alle slags hjemmebag til kaffen. Der er B&B samt en sommerhytte og endelig et mandemuseum, som en del kender fra tv, da Anders Agger var på besøg.

Hertil kommer ikke mindst Lisbeths keramiske værksted og butikken, hvor man kan købe unika keramik.

Lisbeth fortæller: Når jeg ikke er i køkkenet, så har jeg gang i keramikken. Jeg laver unika keramik, som ikke fremstilles andre steder, og jeg vil til at lave noget, der har med Fur og fjorden at gøre. Fra øens museum har jeg fået en artikel om, hvordan den vulkanske aske fra Furs 55 millioner år gamle moler kan bruges til glasur. Det skal jeg til at eksperimenterer med. Det bliver dog først til vinter, når vi er kommet over turistsæsonens tusindvis af gæster.”

Jørgen tilføjer: ”Jeg har altid arbejdet med fødevarer og koncepter ”fra jord til bord” i mange forskellige sammenhænge, og det vil jeg fortsætte med her på Fur.

Vi skal have nogle flere lokalt producerede fødevarer ind på bordet på Herrens Mark og endnu flere vilde bær, der er plukket ude i Furs flotte natur.”

Jørgen fortsætter: ”
Fur har alle de fordele der er ved at bo på en ø, og med 72 færgeafgange i døgnet, så er Danmark jo kun 2 min. Væk.
Det spændende ved Fur er jo selvsagt: Vandet – fjorden -naturen, masser af historie, masser af ro og fred og ikke mindst masser af turister, der danner baggrund for at vores drøm bliver til virkelighed.”

Det kan tilføjes, at han har noget at have den drøm i, for Fur besøges årligt af omkring 250.000 turister. Turisterne har skabt basis for et turisterhverv – og jo flere turistaktører, der er, des flere turister tiltrækkes. Den udvikling har været tydelig på Fur de sidste 15-20 år.

Jørgen ser tilbage på de første par måneder som Furbo og slutter af med at sige: ”Vi er blevet rigtig godt modtaget af både furboer, sommerhusejere, og gæster, der gang på gang besøger Fur. Vi har nu seks ansatte og søger netop nu yderligere to til højsæsonen. Vi er sikre på at Fur vil vokse både i indbygger antal, i turister og dermed også i erhvervslivet.

Vi vil gerne arbejde med kunst- Cafe og B&B, lave gode oplevelser for vores kunder, og meget gerne hjælpe andre til, at deres drøm bliver til virkelighed.

Kontakt Jørgen Christiansen og Lisbeth Christensen:
E-mail: paaherrensmark@gmail.com. Tlf: 51 60 64 50

oOo

 

Fra sommerhusejer til galleriejer på Fur

Pulsen er nede og passionen i centrum

Ellen og Troels er flyttet fra Holstebro til Fur. De tre minutter med færgen får pulsen ned og fortæller Ellen, at nu er hun hjemme. Parret ejer Karolines Hus, som er galleri med kunstnere fra hele landet og atelier for deres egne værker. Troels er formand for Fur Kunst med mere end 60 kunstenere, og føler sig rigtigt, rigtig godt tilpas.

I 1998 købte Troels Madsen og Ellen Bye Jensen sommerhus på Fur og i 2010 flyttede de til øen som fastboende.

Ellen fortæller: ”Jeg ved ikke om vi fandt Fur eller om det var Fur der fandt os. I 1998 var jeg et år på Ranum Kunstskole og ledte efter et sted hvor det var muligt at arbejde kreativt.

I samme periode flyttede vi til Holstebro på grund af nye jobs, Troels som leder af Balletskolen i Holstebro og jeg som underviser på Sygeplejeuddannelsen i Holstebro.”

Troels tilføjer: ”De mange kulturtilbud i Holstebro brugte vi ikke mere og vi tilbragte al vores fritid på Fur, hvor vi efterhånden havde et stort netværk, og følte os meget velkomne. Det er frustrerende at leve to steder, så der skulle tages en beslutning. Den blev taget i 2008, og så arbejdede vi fremadrettet på det. Den lokale ejendomsmægler Poul Olesen præsenterede øen for os på smukkeste vis. Da vi fandt huset, kom den nærmeste nabo straks og bød velkommen og tilbød sin hjælp på alle tænkelige måder.”

Troels fortsætter: ” For os var Furs sociale miljø øens store styrke. Vi følte os godt tilpas blandt de mennesker, der er på øen. Der er meget ”krydderi” omkring de forskellige ”originaler”, som er her. Lidt skæve eksistenser, som der er plads til, og som nogen altid uden at gøre stads ud af det hjælper og bakker op og som selv giver noget tilbage med de resurser og talenter som de besidder. I resten af Danmark er det vist det man kalder socialt ansvar. Og så er det spændende at arbejde sammen med de mange ressourcestærke tilflyttere – og Furboer, der sætter pris på vores fantastiske ø.”

Troels, der er født i 1950, har arbejdet med undervisning i 35 år med et kort sidespring til restaurationsbranchen. Ellen er lektor på sygeplejerskeuddannelsen i Holstebro fire dage om ugen. Med den fantastisk velfungerende færgefart Fur har, er det ingen begrænsning, synes hun, men tværtimod hyggeligt at tage turen de 3 minutter over fjorden hver dag.

Ellen er også udøvende kunstner, og siger: ”Vi har drevet galleriet Karolines Hus på Fur siden 2005. I begyndelsen var det ”bare” som feriegalleri. Nu er udstillingsfrekvensen hævet – også med kendte kunstnere fra hele landet. I Karolines Hus har vi også indrettet et atelier, og jeg ser frem til at få tid til at arbejde mere intenst med maleriet.”

I 2011 købte Troels Fur Bageri, som han har istandsat med respekt for bygningens karakter og omdannet til galleriet Culturen. ”Da jeg er ved at nå den alder, fortæller Troels, ”hvor jeg skal til at indskrænke aktiviteterne, har jeg planer om at afhænde bageribygningen, der har rigtig mange anvendelsesmuligheder.”

I 2008 mødtes 14 kunstnere i Karolines Hus og dannede foreningen furkunst.dk. Troels blev formand. I dag omfatter foreningen omkring 110 medlemmer -både kunstnere og folk, der er interesseret i kunst – og Troels er fortsat formand. Han siger: ”Vi udgiver hvert år en kunstbrochure, laver kunstudstilling i Fur Forsamlingshus i juli og har skabt de godt 70 fisk, der stiger op af fjorden hvert år den sidste lørdag i maj. Det er til muslingedagen på Fur Havn. Derefter indtager de hele øen frem til oktober. I december sætter FurKunst 24 forskellige engle op langs de mest befærdede veje, hvor de lyser op i den mørke tid. Kunsten fylder noget på Fur hele året rundt”

”Foreningen FurKunst.dk har til formål at fremme den gode kunst på Fur i almindelighed i samtlige dens manifestationer og at markedsføre den lokalt og på landsplan. Jeg håber, at FurKunst.dk kan være med til at udvikle kunstnermiljøet på Fur endnu mere de kommende år. Det vil jeg gerne gøre en indsats for.”

Troels har dette gode råd til kommende tilflyttere: ”Kom ind i foreningslivet. Tal ikke så meget om din fortid, men koncentrer dig om nutiden og fremtiden. Ideer og visioner, gåpåmod og ordentlig opførsel. Stik lige fingeren i jorden og hold dine negative ”opkastninger” for dig selv. Med tiden kan du få ting ændret med konstruktiv kritik og ”gøde jorden”- metoden. Fur og de mennesker der bor her er kendetegnet ved en egenskab, der er brug for i vores moderne samfund: Rummelighed.”

Troels slutter med at sige: ”Kunsten og kunsthåndværket på Fur kommer fra ”bunden” og rummer alt fra nybegyndere, køkkenbordsmalere, halvprofessionelle til fuldtidskunstnere, der lever af det.

Fur har et stærkt og rodfæstet kunstnermiljø med en stærk vilje til at netværke med hinanden og tale hinanden op. Det er sammenhold og positivisme, der bærer alle frem.”

Kontakt: Troels Madsen. E-mail: karoline@energimail.dk Telefon: (+45) 61 37 75 62

oOo

 

Google førte Betina og Brian til Fur

Betina og Brian Bugge kom til Fur i 2010 sammen med børnene Anne Sofie og Niels Peter. Det var en søgning på Google, der førte dem til Fur.

Brian beretter:
”Vi var ansat som bestyrere af en kommunal campingplads på Djursland, men kommunen satte campingpladsen til salg, og så stod vi ved en skillevej. Vi havde fortsat lyst til det med campingpladser, så gik vi ind på Google og søgte på campingplads og forpagter, og med et enkelt klik var vi inde på FurNyt, hvor Fur Udviklingsselskab søgte en ny forpagter til campingpladsen på Fur. Det var lige, hvad vi søgte, og sådan kom vi til Fur. Vi er nu i gang med den 8. sæson på Fur Camping og Raakilde Lejrskole. Det har været nogle rigtig spændende år, og vi har bestemt ikke fortrudt valget.”

Fur Camping ligger i et af Furs flotteste naturområder, ganske tæt ved Nordstranden og Knudeklinten, der kandiderer til UNESCO Verdensarv. Fra campingpladsen er der natursti til Fur Bryghus og Knuden rundt. Gennem de senere år har Fur Udviklingsselskab, der ejer pladsen, investeret i bedre faciliteter til autocampere og en topmoderne bygning, hvor campisterne kan benytte køkken samt bad og toilet.

Solfangere på taget viser, at det er en grøn campingplads, hvor det varme vand opvarmes af solen, og en stor del af elektriciteten produceres af solceller. Forpagterparret har investeret i shelters, glamping villatelte og udlejningscykler, så gæsterne kan komme rundt næsten overalt på øen.
Forpagterparret har også skabt en række events, blandt andet ølsmagning, guidede ture til fods til Knudeklinten og guidede busture øen rundt.

Betina fortæller:
”For nogle år siden startede vi Restaurant Raakilde. Det er blevet en stor succes og hovedårsagen til, at vi nu beskæftiger 14-15 unge mennesker. Restauranten tiltrækker ikke kun campister, men også furboer og mange sommerhusejere. På en campingplads er sæsonen kort og hektisk, men da vi leverer mad ud af huset det meste af året, bliver sæsonen forlænget. Om vinteren deltager vi i en masse camping- og feriemesser i ind- og udland, så vi har ingen stille måneder.”

Betina og Brian er for beskedne til selv at sige, at de gør en kæmpeindsats for at markedsføre Fur og for at give gæsterne en god oplevelse.

Parret blev hurtigt involveret i Furs foreningsliv. Det måtte Betina dog drosle ned på for nogle år siden, da hun blev valgt ind i byrådet i Skive Kommune. Brian er fortsat aktiv i flere af øens foreninger blandt andre øens turistforening og hjemmesiden FurNyt.dk. De deler gerne ud af deres erfaringer.

Kontakt Betina på 97 59 33 33 eller 28 18 45 20
Kontakt Brian på 97 59 33 33 eller 61 70 12 14

mail@FURcamping.dk

Læs mere om projekt KEFUR og mulighederne for at deltage i Træf Fur.

oOo