Skip to main content

Betty og Lars starter et nyt kapitel på Fur.

Velkommen hjem, Betty – og velkommen til Fur, Lars.

Vi glæder os til at følge jer og jeres arbejde her på øen, hvor I nu starter et nyt kapitel med Hindkjærhus B&B.

Betty Thøgersen og Lars Østli har slået sig ned på Fur, hvor de er i gang med at starte deres Bed & Breakfast, Hindkjærhus B&B. Parret er netop flyttet ind på deres nye adresse på Hindkjærvej, hvor de går og arbejder med både renovering og indretning af deres kommende hjem og gæsteværelser.

Betty er født og opvokset på Fur som den yngste og efternøler i en søskendeflok på fire: Henning, Anny og Hans Peter. Efter en lang karriere inden for organisationsarbejde med primært internationale opgaver er hun nu vendt hjem til øen. Hun ser frem til ølivet og til at drive Hindkjærhus B&B. Samtidig er hun på udkig efter et deltidsjob, der kan passes sideløbende – og hun er åben for mange typer opgaver.

Lars, der driver virksomheden Østli med import af udstyr til entreprenør- og genbrugsbranchen, har indrettet hjemmekontor i huset på Fur. Virksomhedens lager og fysiske adresse ligger i Nyborg. Lars er allerede godt i gang med at skabe netværk og blive en del af det lokale liv på Fur.

Parret har to voksne børn: Mathilde på 23, som er ved at etablere sig i egen lejlighed i København, og William på 25, der studerer i Amsterdam.

Siden 2020 har familien haft sommerhus på Fur, som de fortsat beholder og udlejer. Deres nye hjem på Hindkjærvej har en fin udsigt og en god beliggenhed i gåafstand til Fur Bryghus – oplagt for gæster, der deltager i fester eller koncerter i området.

Der er stadig en del renovering foran dem, men Betty og Lars glæder sig over nu at have fået solgt deres hus i Nordsjælland, så de kan fokusere på etableringen på Fur.

Hindkjærhus B&B åbner for overnatninger fra den 1. maj. Læs mere og book på: https://hindkjaerhus.dk/ – de ser frem til at tage imod gæster.