Furfærgens nye elev


På Furfærgen hos Fursund Færgeri kan du i øjeblikket møde elev Torben Lange Simonsen, som er i lære som færgenavigatør. Fursund Færgeri er Torbens læreplads, og han er blevet taget rigtig godt imod af besætningen, der inddrager ham i stort set alle opgaver om bord – både på dækket og på broen.

Torben har boet på Fur i flere år på en lille ejendom, hvorfra han har drevet eget firma og tilbudt have- og skovservice. Efter nogle år som selvstændig har han valgt at skifte spor: Selvom han kun har været på færgen i få måneder, er han allerede blevet meget glad for arbejdet om bord og har derfor besluttet at lukke sin servicevirksomhed for at satse på et arbejdsliv på vandet.

Torben gennemfører i øjeblikket uddannelsen til færgenavigatør, som udbydes af Marstal Navigationsskole på Ærø. Uddannelsen varer 14 måneder i alt og er målrettet mindre danske indenrigsfærger – blandt andet lokale ø-færger som Furfærgen. Forløbet består af:

24 ugers skoleophold i Marstal, delt op i et grundforløb på 4–5 uger og et afsluttende skoleforløb på 20 uger
6 måneders lønnet praktik om bord på en dansk indenrigsfærge med en udpeget vejleder
Under uddannelsen arbejder eleverne med blandt andet sømandskab og sikkerhed, navigation, el-drift og nye grønne teknologier samt kommunikation, service og turisme. Når uddannelsen er gennemført, får man sønæringsbevis som færgenavigatør. Efter 12 måneders fartstid kan man søge om at blive færgefører.

Vi har på siden Flyttilfur tidligere skrevet om Julie, som blev Danmarks yngste færgenavigatør og nu har fast arbejde på færgen. Hvor Julie er ung, er Torben en moden mand med erfaring fra andre fag. Det viser, at alder ikke er afgørende for at blive en dygtig færgeperson – det vigtigste er, at man sætter service i centrum og brænder for sit arbejde.

Vi ønsker Torben god vind med uddannelsen og ombord på færgen.