Vores ø – om Fur

Fur ligger i Limfjorden. Omkring 800 indbyggere har bosat sig på øen, der har et alsidigt landskab med betagende udsigter i alle retninger. På Fur finder man både natur, kunst og kultur, som hvert år tiltrækker godt 200.000 besøgende. Der er børnehus, friskole, museum og ældrecenter på øen, der også huser godt 30 foreninger.

Fur har dagligvarebutikker, flere specialforretninger, gallerier samt mange spise- og overnatningssteder. Samtidig er der et mangfoldigt erhvervsliv på øen bestående af alt fra enkeltmandsvirksomheder til Fur Bryghus og industrivirksomhederne Imerys og Skamol.

Færgen til Fur afgår fra Branden, der ligger nord for Skive. Sejlturen tager kun 3-4 minutter, og færgen sejler fra Fur hvert kvarter mellem 05.00 og 19.00, mens den afgår hver halve time fra 19.30-01.00. Mellem 01.00 og 05.00 sejler færgen hver time. Der er kun en halv times kørsel til Skive og Nykøbing samt yderligere en halv time til Viborg, Holstebro og Thisted.

Alt sammen betyder, at Fur tiltrækker tilflyttere. Faktisk udgør tilflyttere 75 procent af øens befolkning.

Her på siden kan du læse meget mere om muligheden for at begynde et nyt liv på en af Danmarks smukkeste øer.

Færgen – ingen hindring

Når man kommer fra fastlandet, kan man godt opfatte en færge som en hindring. Det må være dyrt, når man skal med færgen, tænker mange, og det må være besværligt. Her kommer nogle udtalelser fra mennesker, der er flyttet til Fur.

”Nogle af mine venner har spurgt, om ikke det er et problem med færgen. Så svarer jeg: Problem? Jeg skal tage stilling til, om jeg skal køre nu, eller om jeg skal tage en halv kop kaffe mere, inden jeg kører. Hvad problem er der i det? De glemmer, hvor tit færgen sejler.”

Da en tilflytter blev spurgt om færgen som et problem, vendte han spørgsmålet til en understregning af fordelene ved at bo på Fur frem for i byen. Han sagde: ”Betænkeligheder? Nej, tværtimod. På Fur er vi da tættere på mange ting, end vi var i Aarhus. Der havde vi 15 km. til lægen og 15 km. til forretningerne inde i byen. Det tog som regel en halv times tid at finde en parkeringsplads. Den lå rimelig langt væk fra forretningerne, og den kostede 20 kr. pr. time. Vi har dagligvareforretning på Fur. Lægen er lige ovre på den anden side. En færgebillet koster 24 kr.,  og der er fri parkering overalt på Fur. Nemmere kan det da ikke være.”

Færgebilletten til 24 kr. er for en personbil med passagerer. Og det er tur/retur. Det er prisen, når man som øbo køber et 50-turs kort. Køber man et årskort, bliver prisen endnu lavere. Pendler du som furbo til fastlandet, koster det mindre at få bilen med over, end hvis du skal købe en billet til bybussen. Færgen er ingen hindring.

oOo

”Fur Fire Minutter fra Danmark”

”Fur Fire Minutter fra Danmark” er en lille video på godt 10 min. Der viser lidt af det liv, som en besøgende på øen vil møde.

Klippene er hentet fra arkivet på www.furnyt.dk .

Se video: https://youtu.be/kPNFY0nTpFM

oOo

Furs frodige foreningsliv

En lille ø med et stærkt foreningsliv. Furs godt 25 foreninger afholder hvert år et utroligt stort antal arrangementer for både medlemmer og menigmand. Er du til boldspil, gymnastik, roning, sejlads, tennis eller jagt, kan du få din lyst stillet. Mulighederne er også til stede, hvis du er til mere stilfærdige sysler og fordybelse.

Du kan se portrætter af de fleste foreninger på  www.furnyt.dk

Mange tilflyttere tager del i foreningernes bestyrelsesarbejde eller bliver frivillige hjælpere.

Der øves Dilettant

Når arrangementer skal planlægges og gennemføres, indgår man i et fællesskab, hvor man løfter i samlet flok. Gennem foreningslivet kan man blive en del af lokalsamfundet.

Ved siden af de organiserede foreninger findes et stort antal netværk, hvor man dyrker en fælles interesse, selvom man ikke har en formel organisation. Ø-liv er for aktive mennesker.

Bor man på Fur, er man ikke kun medlem af én forening. Man er med i flere! Årligt yder omkring en fjerdedel af øboerne en frivillig arbejdsindsats i Furs foreningsliv.

Der er altid plads til flere. Også til dig.